Naturfaglige talenter på Dronninglund Gymnasium
Sofie Thomsen, der går i 3.g på Dronninglund Gymnasium strøg forleden helt til tops ved konkurrencen, "Nordjysk Naturtalent 2017".
Konkurrencen omfattede naturfaglige projekter i fagene fysik, kemi, matematik og biologi, og dommerpanelet havde i alt modtaget 69 opgaver fra 12 nordjyske gymnasier.
Indenfor hvert fag blev der udvalgt to finalister, og her var også Kristine Aarup - ligeledes fra Dronninglund Gymnasium repræsenteret i biologi.
Sofie Thomsen fik 1. præmien for sin opgave om morfin og ud over æren også et diplom og 2000 kroner samt en buket blomster. Kristine Aarups 2. præmie i biologi blev givet for en opgave om alkohol og den fysiske præstationsevne. Også her var der diplom samt 1000 kroner og blomster.
- Det er utrolig stærkt gået, at vi har to ud af otte vindere med til denne prestigefyldte konkurrence, fastslår kemilærer på Dronninglund Gymnasium, Dorthe Christensen.
- Forudsætningen for, at en opgave kan indsendes til konkurrencen er, at den er original og fremragende, eller at det er et svært emne - godt formidlet samt, at eleven har faget på A-niveau.
Tidligere er fire andre elever fra det lokale gymnasium præmieret ved konkurrencen.