Nærradio lukker og slukker
Efter at have eksisteret i over 26 år er det nu slut med nærradio i Hjallerup
HJALLERUP: Det startede 1. oktober 1993 med Agersted Garden, det lokale band ”Håndslaw” og borgmester Poul Møller, da Dronninglund Nærradio sendte for første gang fra en skurvogn opstillet ved Hjallerup Idrætscenter. Udstyret var købt hos en nærradio i Års for penge, Hjallerup Marked stillede til rådighed.
Forud for åbningen var gået måneder, hvor der var søgt om sendetilladelse og forhandlet om samarbejde med ANR fra Aalborg. Der var blevet rekrutteret medarbejdere og holdt kurser, inden den første udsendelse kunne gå direkte i luften fra studiet i Hjallerup.
I starten sendte DNR kun en time om dagen, og økonomien bag det hele skaffede man gennem radioreklamer og sponsorater. Mange af de lokale forretningsdrivende i Hjallerup og Dronninglund reklamerede dagligt i den nye lokalradio.
De primitive forhold i skurvognen varede kun et par år, idet Hjallerup Idrætscenter byggede helt nye og velindrettede lokaler til radioen. Her fik DNR og medarbejderne ideelle forhold, og sendetiden blev sat op til tre timer dagligt.
Radioreklamerne var meget arbejdskrævende. Både at skaffe reklamerne og producere dem. Da det blev muligt at søge penge hos Kulturstyrelsen og på den måde skaffe penge til driften, forlod man reklamerne, og blev en radio udelukkende støttet af Kulturstyrelsen.
Utallige gæster har gennem årene besøgt studiet i Hjallerup. Fra statsministre, andre politikere og kendte danske og udenlandske kunstnere til helt almindelige borgere fra området. Nu er det imidlertid slut, og det er der flere grunde til. Dels har radioen det tekniske problem, at der sendes på FM-båndet. Det signal er der ikke mange radioer, der kan opfange mere, og i løbet af få år lukker det helt ned. En anden forklaring er, at det er svært at skaffe medarbejdere. De fleste nuværende medarbejdere er oppe i årene, og efter at stationens leder gennem mange år, Kurt Jensen, døde kort før jul, har det været svært at fylde programfladen ud.
- Mangel på medarbejdere er én forklaring, men der er også kommet nogle voldsomme krav til nærradioerne, fortæller formanden for DNR, Søren Vestergaard.
- Vi skal dagligt sende nyheder og lokalstof i et ret stort omfang, og det magter vi ikke mere. Derfor må vi desværre lukke. Det er vi kede af, men det er bare ikke muligt at fortsætte, slutter Søren Vestergaard.