Muskler afløser fedt

03. juli 2017 kl. 07.56

Fedt er erstattet med masser af muskler i Fit Brønderslev. 130 deltagere har der været på holdet, og til slut var der godt 70. Det er Lise Lotte Houen, der har taget initiativ til Fit Brønderslev sammen med svigerdatteren Marianne Vedel Hansen.

Der er motioneret to gange om ugen i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev. Deltagerne er mellem 18 og 70 år.

- Ideen er at få omdannet fedt til muskler, fortæller Lise Lotte Houen. Det sker gennem motion og ved kostomlægning.

Lise Lotte Houen er oprindeligt social- og sundhedshjælper.

- Til sidst var der ikke tid til at spise eller drikke, og jeg var inde i en ond cirkel, fortæller hun. Jeg ville ændre mit liv totalt, fortæller hun. Og det gjorde hun.

- Jeg fik et nyt og bedre liv, og jeg havde pludselig overskud.

I dag har hun droppet jobbet som social- og sundhedsassistent, og helliger sig salg af kostprodukter Herbalife.

- Når jeg kunne gøre dette, kunne andre også. Så derfor tog jeg initiativ til et hold i Brønderslev, fortæller Lise Lotte Houen, der har hold i flere andre byer.

Viceborgmester Karsten Frederiksen sagde, at det er en stor indsats af kvinderne, der har båret frugt.

Susanne Silberbauer er den, der har nedbragt fedtprocenten allermest, nemlig med 6,8 procent, og samtidig er der opbygget 0,7 kilo muskler.

Dorthe Imer har nedbragt fedtprocenten med 4,6 procent. Rikke Ørbæk er den på holdet, der har opbygget den største muskelmasse, nemlig 2 kilo.

Instruktører har været Marianne Vedel Houen samt Stine og Michael Schön.

8. august indledes nye hold, og der er allerede tilmeldt 80.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste