Billede beskrivelse

Musik i parken

29. maj 2017 kl. 04.32

- Nyd en forårsaften med god musik. Vi kender det alle - de forårsgrønne farver, fuglestemmerne og en høj maj himmel, sådan lyder opfordringen fra Søren Himmelstrup fra Brønderslev Harmoniorkester.

Det er igen tid til den traditionelle forårskoncert med Brønderslev Harmoniorkester. Orkesteret byder tirsdag aften alle interesserede velkommen i Den Runde Pavillon og som altid er der mulighed for at nyde lidt til ganen med kaffe/the eller øl/vand.

- Der er lagt op til en god oplevelse med Brønderslev Harmoniorkester.

- Kom i god tid både for at beundre de smukke blomster, men også for at få en god siddeplads i pavillonen - Der plejer at komme mange, så de sidste ankomne må som regel stå op.

Det er 41. gang, Brønderslev Harmoniorkester holder sin årlige parkkoncert i Den Runde Pavillon.

Musikprogrammet er alsidigt og publikum kan opleve underholdende musik af flere genrer.

Programmet er bl.a. "Jesus Christ Superstar", "Dejlig er sommernatten", "The Second Waltz", "Imagine", "Eventide" og Beethoven "Romance".

Harmoniorkesteret har også numre med fra "Vild med dans"-arrangementet sammen med dansenumre som "Let’s Twist again" og "Mambo no. 5". Af andre nye numre på programmet kan man høre "L.O.V.E." og "Søren Bramfris Lærkesang".

Traditionen tro vil programmet også byde på fællesnumre, hvortil publikum selvfølgelig "spiller" en ikke uvæsentlig rolle.

Hele koncerten dirigeres som altid af orkestret muntre og veloplagte dirigent Mogens B. B. Jensen og aftens konferencier Lars Bisgaard vil styre slagets gang med små historier om de enkelte numre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste