Muffins til de ældre
Føtex i Brønderslev bragte 300 muffins ud på fem plejehjem i anledningen af Dronningens fødselsdag
BRØNDERSLEV: Føtex alle vegne var torsdag 16. april ude på plejehjem med muffins til beboere og ansatte, så de havde noget at fejre Dronningens fødselsdag med.
Således også i Brønderslev, hvor varehuschef Søren Flodgaard var med på turné til byens fem plejehjem med i alt 300 muffins.
- Jeg tror, de blev glade. Plejehjemspersonalet kom ud og tog imod dem, og der var små flag med, så de kunne sætte flag i og lidt flag til bordene, så det kunne være lidt festligt i dagens anledning. Det er altid dejligt at komme ud og få lov at gøre en god gerning og give lidt væk, der kan glæde andre. Plejehjemsbeboerne har det om nogen ikke nemt i øjeblikket, de må ikke få besøg, fortæller Søren Flodgaard.
De fem plejehjem, der blev besøgt, var Elmehøj, Støberiet, Valdemarsgade, Kornumgård og Vivaldi.
Kagerne blev overrakt ved indgangen efter alle forskrifter, hvor det var aftalt på forhånd, der blev brugt handsker og ingen kom indenfor.
Der var også kage til de ansatte.
- De fortjener også at få et klap på skulderen i form af en kage, de gør bestemt også en stor indsats i øjeblikket, siger Søren Flodgaard, der håber, at kagerne bragte glæde.