Billede beskrivelse

Mountainbike for mænd

Cykelklub sætter nyt initiativ i gang med fællesskab om motion for mænd

26. marts 2019 kl. 15.06

BRØNDERSLEV: Et nyt motionsfællesskab med navnet ”Mandfolk på MTB” er kommet til Brønderslev.

Det oplyser Allan Mariegaard fra BMC (Brønderslev Motions Cykelklub), hvor den ny aktivitet hører under, i en pressemeddelelse. Han er tovholder på det ny projekt og oplyser, at foreningen går målrettet efter at få flere op af sofaen og ud i naturen.

- Hvis man er en mand og har en fungerende mountainbike og en cykelhjelm, er man meget velkommen til at deltage i vores nye tiltag, lyder opfordringen.

Hos ”Mandfolk på MTB” er det sociale i centrum, og man behøver ikke at have kørt på mountainbike tidligere for at deltage.

- Det handler om hygge, fællesskab, 3. halvleg og om at komme ud og røre sig i naturen med ligesindede. Og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj, oplyser Allan Mariegaard

Han oplyser, at baggrunden for initiativet er, at klubben tror, der er mange rundt omkring, som har et ønske om at få motion og indgå i et fællesskab, men som ikke nødvendigvis kan se sig selv i de traditionelle cykelklubber.

- Samtidig rummer vores nærområde omkring Brønderslev nogle gode muligheder for sporten. Konceptet passer desuden godt ind i vores forening, som har et stort fokus på opbygning af fællesskaber med plads til alle, påpeger Allan Mariegaard.

Initiativet er skabt i et samarbejde mellem Brønderslev Motions Cykelklub og ”Bevæg dig for livet - cykling”, som i disse år arbejder for at styrke klubberne med henblik på at få flere idrætsaktive danskere.

”Bevæg dig for livet” er en fælles vision for DGI og DIF, og idrætsprojekterne støttes desuden af TrygFonden og Nordeafonden.

Mandfolk på MTB i Brønderslev kører for første gang 30. marts kl. 10 fra BMC’s klubhus i Grønnegade.

- Der er plads til alle, og er man interesseret, kan man bare møde op. Der kræves ingen forudgående tilmelding, og drivkræfterne bag holdet er klar til at byde velkommen og guide rundt i et roligt tempo.

Planen er nu, at holdet som udgangspunkt kører af sted hver lørdag kl. 10.00, men det er muligt, at der også bliver arrangeret ture på hverdage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste