Motorik-legeplads på vej
Multiparken fik penge til nye tiltag
JERSLEV: Folkene bag Jerslev Multipark er klar med endnu en aktivitet i forbindelse med multiparken. Det er en motorik-legeplads.
Arbejdsgruppen har netop modtaget 250.000 kr. til projektet, og dermed mangler ca. halvanden million kroner, for at de sidste ideer kan realiseres. Med den nye donation, har multiparken fået doneret næsten fem mio. kr.
Pengene blev overrakt til Erik Krabbe, Mona Thomsen og Marianne Gade på multibanen af formand for Sparekassen Vendsyssel Fond - Jerslev, filialdirektør Helle Skole, fra Sparekassen Vendsyssel i Jerslev.
Erik Krabbe fortæller, at der er planer om at etablere en motorik-legeplads tæt på Toftegårdsskolen, som kan benyttes af skole og børnehave. Legepladsen vil indeholde blandt andet en scaterbane, der graves ned i jorden og meget mere.
- Det bliver rosinen i pølseenden på det store projekt, fortæller Erik Krabbe.
Men først skal det udendørs klasseværelse etableres.
- Jerslev er det første sted, der etableres et sådant projekt, så der er nogle ting, der skal falde på plads. Der skal graves en del ledninger ned, og planen er, at eleverne via deres iPad skal blive klogere på mange ting.
De øvrige modtagere var Jerslev-Sterup Idrætsforening, 42.500 kr. til rekvisitter, Jerslev RC Klub 10.000 kr. til elektronisk tælleapparat, Hellum Idrætsforening 7.605 kr. til nyt gulv i det gamle klubhus, 18.000 kr. til arbejdsgruppe bag Danmark Dejligst til scene samt aktivitets- og samværstilbuddet Møllegården 10.000 kr. til en plænetraktor.
Jerslev RC Klub er en forholdsvis ny klub, der gerne vil afvikle DM med deltagere fra hele landet i en dyst på fjernstyrede biler.
Med disse donationer har Jerslev-fonden rundet en uddeling på 25 mio. kr. siden etableringen i 2006.