Motion for alle
Motion er vigtigt for helbredet. Det kan dog være svært at finde motivationen - især i en travl hverdag. Og hvad gør man så?
Tja, i Vester Hassing er der i hvert fald håb for de knap så viljestærke. I samarbejde med Dansk Atletik Forbund har DGI lanceret det såkaldte GoRun-koncept. Her kan alle være med - kvinder og mænd, unge og ældre, trænede og utrænede.
- GoRun ser dagens lys i Vester Hassing den 22. august, fortæller idrætskonsulent hos DGI, David Møller.
- Vi starter ved "Smutten" ved Vester Hassing Skole, og folk på alle niveauer kan deltage, tilføjer David Møller, som håber på stor tilslutning.
- I Vester Hassing har der tidligere eksisteret et løbefællesskab. Det er dog gået lidt i sig selv, og det er ærgerligt. Derfor forsøger vi nu igen at sparke gang i den lokale motionsbølge med samlinger én gang om ugen. Fremover afvikler vi således GoRun hver tirsdag klokken 19.30.
GoRun-træningen omfatter gå- og løberuter på henholdsvis 2,5 og 5 kilometer. Det er gratis at deltage, og træningen begrænser sig til maksimalt en time.