
Mødrehjælpen fejrer 5 år: - Flere søger hjælp
Der er gode grunde til at kippe med flaget for Mødrehjælpen i Brønderslev. Den 1. april runder lokalforeningen en lille milepæl med fem år på bagen og med en særdeles velbesøgt genbrugsbutik i Bredgade 65 som et omdrejningspunkt for aktiviteterne. Her sælges børnetøj, legetøj og udstyr til børnefamilier i al almindelighed. Alt overskuddet går til aktiviteter for sårbare gravide og børnefamilier i Brønderslev-området samt til Mødrehjælpens landsdækkende rådgivningsarbejde. Det fortæller Ilse Hansen, der ved generalforsamlingen for nyligt afløste Vinni Lanzky Jensen på posten.
- Vores butik er meget velbesøgt, fastslår Ilse Hansen.
- Folk i alle aldre kommer herind, og vi har efterhånden etableret os som en attraktiv genbrugsbutik. Selv er jeg ret ny i Mødrehjælpen, men jeg må sige, at foreningens frivillige har gjort et rigtig stort stykke arbejde. Det er deres indsats, der ligger til grund for, at vi nu kan fejre de første 5 år, siger hun.
Stigende behov
Den nye formand glæder sig i øvrigt over en god modtagelse. Efter mange år i København har hun sammen med ægtefællen atter bosat sig i Brønderslev.
- Jeg er blevet pensionist, så jeg har været på udkig efter et sted, hvor jeg mente jeg kunne gøre nytte. Jeg blev opmærksom på, at Mødrehjælpen efterspurgte flere frivillige, og nu er jeg så endt som formand, smiler Ilse, der udover mange år i fagbevægelsen for HK i både Hjørring, Brønderslev og København også har en fortid som folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
– Mødrehjælpens indsats tiltaler mig meget og vi kan jo konstatere, at behovet er til stede. Flere og flere søger hjælp via vores organisation, så man må sige, at Mødrehjælpen har sin berettigelse, siger formanden.
Hun fortæller videre, at organisationens arbejde på det overordnede plan omfatter alt fra rådgivning til politiske ambitioner om at forbedre vilkårene for sårbare gravide og børnefamilier.
- Lokalt formidler vi desuden julehjælp under overskriften ”Ønsketræet”, ligesom vi tilbyder fødselsdagshjælp til økonomisk trængte børnefamilier. Vi kalder det ”Den rullende kagemand” og det går ud på, at vi yder bidrag til afvikling af børnefødselsdage, forklarer Ilse Hansen.
Derudover er der mulighed for at søge om såkaldte ”babystartpakker”. Disse indeholder blandt andet bodystockings, natdragter og bluser, ligesom pakkerne rummer et gavekort til Mødrehjælpens butik. Det er jordemødre og sundhedsplejersker, der formidler hjælpen til værdigt trængende.
Plads til flere
Mødrehjælpen i Brønderslev tæller for tiden cirka 40 frivillige. En stor del af disse skiftes til at passe butikken i Brønderslev, hvor alt arbejde er ulønnet. – Byens borgere er flinke til at betænke os, når de rydder op i skabe og pulterkamre. Vi får mange donationer, og når varerne kommer ind, bliver de vasket og rengjort. Siden gør vi dem klar til præsentation i butikken. Vi gør meget ud af, at tingene fremstår fuldt funktionsduelige og uden skader. Og så lægger vi vægt på, at vores butik er pæn og ryddelig. Det fornemmer vi også, at vores kunder værdsætter, lyder det fra Ilse Hansen. Hun understreger i øvrigt, at der er plads til flere frivillige hænder. – Vi kan sagtens bruge mange flere. Der er altid noget at lave, og så er det jo særdeles givende. Der er en stor grad af fællesskab blandt de frivillige. Udover at gøre en indsats for børn og familier, som måske ikke har det helt så let som gennemsnittet, så har vi det også hyggeligt i hinandens selskab. Jeg elsker at komme ned i butikken. Man går altid glad herfra, så jeg vil da opfordre interesserede til at melde sig under fanerne, siger formanden.
Jubilæet fejres i butikken lørdag den 1. april. Her serveres kagemand, kaffe og te. Desuden er der en ekstra lille overraskelse til de yngste.