Mødrehjælpen får fondsmidler: Sendte 11 familier på ferie
BRØNDERSLEV: Trygfonden har doneret 40.950 kr. til Mødrehjælpens lokalafdeling i Brønderslev.
Det har gjort afdelingen i stand til at sende 11 familier med 29 børn og deres forældre på ferie på Jambo Feriepark. Det oplyser formand Ilse Hansen.
Hun beretter videre, at også Gudrun og Palle Mørcks fond samt Sparekassen Danmark ligeledes har bidraget til turen, hvorfra tilbagemeldingerne er meget positive. Blandt andet fik deltagerne hver et købmandskort, der kunne bruges til indkøb. Ligeledes var alle udgifter i ferieparken i øvrigt betalt.
- Vi er rigtigt glade for tilbagemeldingerne, siger Ilse Hansen.
- Allerede nu er vi ved at planlægge noget tilsvarende næste år. Gerne for flere familier, hvis vi kan få donationer til det, lyder det fra formanden.