Minister kom forbi: 13 samtidskunstnere viser kunstens bud på transparens

02. maj 2022 kl. 08.21

Med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som åbningstaler tog Dronninglund Kunstcenter i søndags hul på årets anden udstilling, der byder på værker af 13 anerkendte og professionelle samtidskunstnere, der giver deres fortolkning af begrebet transparens.

- Jeg har den senere tid arbejdet meget med begrebet transparens, sagde ministeren.

- Det har været i forhold til krigen i Ukraine, hvor det er svært at finde transparens i informationerne. Der er en grund til, at russerne forsøger at sløre det, de gør, og at hindre transparens. Det gælder også i forhold til de sociale medier. Jeg har netop været i Silicon Valley for at tale med facebook om transparens, og derfor synes jeg, det er interessant, at Kunstcentret tager begrebet op rent kunstnerisk, sagde hun.

- I sætter fokus på, hvad kunsten er for os som mennesker, og noget, som er tiltagende tydeligt for mig, nemlig at kunsten er en pause, og den giver en anledning til at stoppe op og dvæle ved ting. Det er en anledning til at tage en tænkepause, hvor vi både forstår verden og os selv bedre. Vi bliver bombarderet med information og viden, så tiden til ro og eftertanke er efterhånden en sjælden ting. Det er noget, der skal arbejdes på. Det gælder ikke mindst den næste generation, der ifølge undersøgelser bruger fem timer om dagen på de sociale medier. Hvor er roen, pausen og eftertanken? Det er vigtigt, at vi alle sammen husker betydningen af det sanselige og kunsten. Der ligger en fordybelse i det og en pause fra hele tiden at være på, sagde kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i sin åbningstale.

13 samtidskunstnere

Udstillingen er kurateret af Connie Boe Boss og Stinne Teglhus og viser noget af det bedste, man i øjeblikket kan opleve på kunstscenen her i landet, når det gælder samtidskunst.

- Samtidskunst er kunst, der skabes i samtiden, altså nutiden, forklarede Connie Boe Boss.

- Asger Jorn lavede samtidskunst, da han levede. Det gør han ikke mere, så nu hører han til den kategori, der hedder moderne kunst. På udstillingen præsenterer vi kunst, der bliver skabt lige nu, og det er alt muligt forskelligt, der skabes nu, og i forskellige materialer. Noget, vil man måske synes, er noget underligt noget, og måske mene, at man selv kunne gøre det bedre. Der vil jeg så opfordre jer til at spørge jer selv om, hvad det mon er, kunstneren vil med værket. Det hele er så nyt, og vi ved først senere, om det holder over tid, så I skal altid være nysgerrige på samtidskunst. Ingen ved, hvad der holder og bliver til moderne kunst senere, sagde hun, der understregede, at de 13 udstillere alle er anerkendte, dedikerede og professionelle kunstnere, og de viser tilsammen, hvordan kunsten i Danmark ser ud lige nu.

- Den viser kunsten, som den udfolder sig på kunstscenen i Norge og i Danmark. Jeg står inde for kvaliteten, og at det er noget af det rigtigt gode og noget af det spændende, der foregår lige nu. Jeg vil bede jer om at bruge tid på værkerne. At blive god til kunst er nøjagtig det samme som at blive god til golf eller spansk. Det kræver, at man fordyber sig i det. Temaet er transparens, og vi har brug for transparens, så vi kan gennemskue en kompleks verden. Det, I ser her på udstillingen, er kunstens bud på transparens. Det er kunstens sprog, der tilsammen viser 13 kunstneres fortolkning af transparens i det, de laver, sagde Connie Boe Boss.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste