MiniGPS et nyt tilbud

06. oktober 2017 kl. 07.26

I knapt to år har FamilieGPSen eksisteret i Brønderslev kommune. FamilieGPS - øst i Hjallerup på Præstevænget 4, har eksisteret siden 2015, mens FamilieGPS vest i Brønderslev, der har til huse i Hedelundsgade 2, har eksisteret i ét år.

FamilieGPSen er et tilbud til familier med børn i dagtilbud i Brønderslev kommune. Det er et tilbud til familier, der ønsker at skabe forandringer i hverdagen med deres børn.

Generelt henvender familieGPSen sig til familier, der ønsker at få andre redskaber, få guidning og se nye muligheder i hverdagens almene udfordringer som familie.

I familieGPSen deltager forældrene sammen med deres barn. Søskende til børnehavebarnet kan også deltage.

FamilieGPSen har åbent to gange ugentligt. Mandag i Hjallerup og tirsdag i Brønderslev.

Til november 2017 får FamilieGPSen en "lillesøster, nemlig MiniGPSen.

MiniGPSen er et nyt tilbud for børn i dagtilbud, mellem 4-6 år.

MiniGPSen henvender sig til børn, der har brug for at få lært nye veje at gå både individuelt og i fællesskabet. Målet er, at barnet tilegner sig nye kompetencer i forhold til de følelsesmæssige og sociale områder.

Det kan for eksempel være at sige til og fra på en hensigtsmæssig måde, takle modgang og øve selvregulering ved stærke følelser.

MiniGPSen foregår hver torsdag i en otte-ugers periode i Hjallerup og Brønderslev. Det foregår på sammen adresse som FamilieGPSen.

I både FamiliGPS og MiniGps er der et tæt samarbejde med forældre og dagtilbud for at skabe bedre trivsel og udvikling for barnet. I allebørnehaver i kommunen er der en ambassadør, der har en grundlæggende viden om FamilieGPS og MinGPS, som kan henvise til tilbuddet.

Det er Aase Jakobsen og Bente Ringberg der er tilknyttet i Brønderslev. I Hjallerup er Maj-britt Bang og Susanne Lagergaard tilknyttet.

Der er netop holdt åbent hus i FamilieGPS vest. Formand for Brønderslev Kommunes børne- og skoleudvalg, Lone Birkmose Lex (V) sagde, at politikerne var meget åbne for den idé, de blev præsenteret for. - I 2015 åbnede vi FamilieGPSen Øst, og vi har bygget videre på den succes, der er opnået her, fortalte hun.

- Vi kan konstatere, at børnene flyttes, og at de trives godt efter at have benyttet tilbuddet.

- Et projekt som dette kræver et stort samarbejde, og de, der virker her, skal have lyst og hjerte til dette arbejde, sagde Lone Birkmose Lex.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste