Mindre affaldscontainere
Mange husstande i Aalborg Kommune nedgraderer størrelsen på deres affaldsspand, når en ny indsamlingsordning indføres senere på året.
1. oktober er det slut med papirsække og ugetømning hos Aalborg Renovation. I stedet skal restaffaldet i en plasticcontainer, der tømmes hver 14. dag, og i den forbindelse har brugerne haft mulighed for at ændre størrelse på containeren.
Da fristen udløb 20. januar, havde 11.000 ud af cirka 36.000 husstande valgt om. De fleste til en mindre størrelse.
- Det viser, at folk har sat sig ind i ordningen og taget stilling til størrelsen af den container, som de fremover skal have stående på deres grund. Det betyder i den sidste ende, at vi skal bruge færre administrative kræfter på at justere ordningen, når den træder i kraft, siger afdelingsleder Birgitte Kring Frederiksen, Aalborg Renovation.
Skulle en husstand fortryde den valgte størrelse container, er det muligt at vælge om. Indtil 1. oktober er det gratis, hvorefter det koster et endnu ikke fastsat gebyr.