Migration på tværs i frost og snevejr
Elever fra Dronninglund Gymnasium er i denne uge i Island i forbindelse med det såkaldte Erasmus-projekt
DRONNINGLUND: I disse dage er fire Erasmus-elever fra Dronninglund Gymnasium i Island for at præsentere deres undersøgelse af migranternes rolle på den danske underholdningsscene.
- Det er et spændende projekt, vi har arbejdet med, og så er det dejligt at komme fra et blæsende og regnfuldt Nordjylland til sne og frostvejr i Island, fortæller Andreas Aaen 3.c, der sammen med Asta Kunnerup 3.b, Emilie Nielsen, 3.d og Freja Hansen 3.e deltager fra gymnasiet.
Erasmusprojektet er et samarbejde med fire andre europæiske gymnasier fra Córdoba, Berlin, Reykjavik og Tolmin. I skoleåret 2019-20 har de fem skoler et fagligt fokus på migration på tværs af de europæiske grænser.
På Dronninglund Gymnasium havde Erasmus-eleverne på turen til Cordoba sidste år fokus på forholdene på Sjælsmark, og i Island skal de nu i Reykjavik præsentere deres undersøgelse af, hvilken rolle migranter spiller på den danske underholdningsscene ud fra to udvalgte eksempler, nemlig komikeren Melvin Kakooza og musikeren Isam B.
Konferencen i Island er den sidste i en række, hvor elever fra de fem lande er mødtes og har udvekslet erfaringer og fakta på området.
- Det har været godt at have et fælles fokus for hver konference. Det er altid spændende at se, hvad de andre lande har fundet på. I år valgte vi at fokusere på to danskere, som af mange opfattes som ”fremmede”. Netop denne ”fremmedhed” bruger de i deres kunst. Dermed åbner de vore øjne for vores fordomme. Det er derfor, både Melvin Kakooza og Isam B er gode rollemodeller for ikke bare etnisk danske, men for alle, fortæller Freja Sandra Hansen 3.e.