Middelalder i Aalborg
Facebook, iPads og take away-mad er i denne uge skiftet ud med mjød, mad fra bål og ridderkampe, efter Middelalder i Aalborg slog portene op til middelalderstemning i Kildeparken.
Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, førte - i komplet ridderrustning - an i åbningsceremonien og afsluttede sin tale med at slå arrangementets idémand, Ahmad Vakili, til ridder af Kildeparken og Aalborg.
Det er ottende gang, der bliver holdt Middelalder i Aalborg, og Ahmad Vakili glædede sig over, at gæsterne kunne opleve stemningen fra et middelaldersamfund.
- Man kan opleve atmosfæren i den her smukke park, en oase midt i det hele, kombineret med musikken og duften af mad, sagde Ahmad Vakili.