Merles bamse blev rask efter besøg på bamsehospitalet
Køen var lang, da bamsehospitalet i lørdags åbnede på Dronninglund Bibliotek. Masser af børn og deres forældre ventede på at blive lukket ind. Alle havde medbragt bamser, der enten havde ondt i hovedet, maven eller var kommet til skade. Indenfor stod et hold af læger og sygeplejersker klar til at hjælpe bamserne med at blive raske igen - uanset hvad de fejlede!
Først blev der udfyldt journal, og bamsen blev målt og vejet. Derefter gik man i gang med at finde ud af, hvad der var sket, og hvorfor bamsen var kommet på hospitalet. Nogle bamser fik også taget et røntgenbillede, så det var muligt at se ind i dens krop og finde ud af, hvad der var galt inde i kroppen. Endelig kunne lægen i samarbejde med bamsens ejer lægge en plan for behandlingen. Måske skulle den sys, have plaster på eller have medicin i en sprøjte?
Blandt de fremmødte var Villum. Han havde medbragt sin bamse, der havde ondt i benet. Den havde være uheldig på trampolinen og var kommet til skade. Den blev grundigt undersøgt af lægen, der heldigvis kunne konstatere i samarbejde med Villum, at benet ikke var brækket, så man kunne nøjes med at lægge en stram forbinding.
- Den skal sidde der en uge, og så må du tage den af, sagde lægen.
Andre bamser fik plastre på. Masser af plastre. Alle bamser blev tilset og hjulpet, og alle kunne forlade bamsehospitalet lettede, glade og tilfredse med det gode råd, at uanset behandling er livretter, godnathistorier og kram vigtige elementer i korrekt bamsebehandling.
Bamsehospitalet bestod af frivillige læge- og sundhedsstuderende og henvendte sig til de 3-7-årige og deres familier. Formålet var at afmystificere og præsentere de yngste for sundhedsvæsenet på en hyggelig og lærerig måde.