MENY sponserer lokale ildsjæle
Ud fra en overbevisning om, at en velfungerende by med et godt foreningsliv også betyder noget for handelslivet, har MENY i Dronninglund foræret 25.000 kroner til Dronninglund Borgerforening.
- Foreningen gør en kæmpe indsats for Dronninglund by og dens borgere, og det vil vi gerne belønne, fortæller købmand Anders Dige.
- Vi har i MENY altid været meget imponerede over de mange ildsjæle i borgerforeningen. De laver utallige aktiviteter for byens borgere, og det er vigtigt, at sådanne personer og foreninger belønnes. De skal føle, at vi fra handelslivet sætter pris på deres engagement, fortsætter Anders Dige, der fortæller, at sponsoratet er lavet i samarbejde med KFI.
Formand Allan Danielsen fra borgerforeningen er naturligvis glad for sponsorstøtten.
- Det er altid rart at få et skulderklap for sit arbejde for byen, lyder det fra formanden, der oplyser, at en del af pengene skal bruges til realiseringen af det nye kulturhus ved Den grønne Oase.