Billede beskrivelse

Medaljer til unge boksere

24. april 2017 kl. 13.48
Opdateret 26. april 2017 kl. 22.42

Brønderslev Bokseklub melder om stor succes ved weekendens Danske Begyndermesterskaber i Rynkebjerg ved Vordingborg.

Bokseklubben havde fem boksere med og de vandt et Dansk begyndermesterskab og to sølvmedaljer.

- Det var langt bedre, end vi havde håbet på, men alle bokserne boksede op til deres bedste, og når de gør det, så er de gode. De to boksere, som ikke vandt medalje, kan dog sagtens være deres indsats bekendt. Den kun 13 år gamle Sadam Ghanom var kommet med på dispensation, da reglerne siger, at man skal have bokset mindst en kamp for at deltage, og det havde Sadam ikke. Uheldigvis mødte han klassens favorit, Carlos Bekas, Rødovre BK, med fem kampe bag sig. Sadam var ligeglad, om så modstanderen havde haft 100 kampe, var han gået i kødet på ham, men rutinen slog selvfølgelig igennem, med dommerstemmerne 5-0 vandt Rødovrebokseren fortjent, men hold da op, han fik kamp til stregen, skriver Erik Thrane fra Brønderslev Bokseklub.

I sværvægt mødte Bislan KhadZhiabdulaev for tredje gang Dmytro Krysoyk fra BK Vitus Odder.

- De to boksere havde en sejr hver og det blev da også som ventet en meget lige kamp. De to boksere gav hinanden en forrygende fight, som fik publikum op af sæderne og med dommerstemmerne 5-0 vandt Odderbokseren, en kamp som lige så godt kunne have vippet over til Bislan. Flot kamp af begge boksere.

- Mohammad Malek Masoud mødte i semifinalen Daniel Oskarsson fra Lemvig, en bokser som han tabte til for en måned siden i Lemvig, men denne gang var der ingen tvivl. På fremragende kontraboksning vandt Malek 4-1 og var klar til finalen mod sin klubkammerat Omran Almahamed.

- Malek vandt 5-0, begge boksere gjorde det de skulle, ærgerligt de ikke var i hver sin vægtklasse, så tror jeg vi havde stået med to guldmedaljer i stedet for en af hver, vurderer Erik Thrane.

- Mansur Gaurgashvili har tabt til to boksere, den ene har han siden vundet over, og nu havde han chancen for revanche mod den anden, Jawid Rostami, BK Thor, Randers. I semifinalen mødtes de to boksere i en kamp som blev domineret af Brønderslevbokseren. I flot stil satte Mansur sig på kampen fra start af og det fortsatte han med i hele kampen, stensikker sejr til Mansur, 4-1.

- I finalen mødte Mansur Mathias Gravgaard fra BK Limfjorden i Skive, Mansur tabte 4-1, en lige kamp som kunne gå til begge sider, men det var i orden at Skivebokseren fik sejren, selv om den var tæt.

Resultatet blev en Dansk Begyndermester og to sølvmedaljer samt stor tilfredshed med de unge bokseres indsats.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste