Med Poul Halberg i centrum blev der holdt nostalgiaften i Hjallerup
Det tog kun et splitsekund for Power Trioen med Poul Halberg, Jette Schandorf og Jesper Thomsen at skrue tiden 60 år tilbage ved koncerten i Hjallerup Kulturhus.
Med deres version af "Strange brew" fra det navnkundige album "Disraeli Gears" af supergruppen Cream satte de stemningen tilbage til en tid, hvor hashtåger og psykedeliske eksperimenter var en del af musik- og ungdomskulturen.
Musikkens mestre, Clapton, Jimi Hendrix og George Harrison, blev taget under kærlig behandling denne aften i Hjallerup Musikforening, der kan notere endnu en succes med denne vellykkede nostalgiaften.
Næste aktivitet er foreningens generalforsamling den 8. marts, hvor der bydes på foredrag af Murer Kjeld, der flyttede et fyrtårn. Det forlyder, at der stadig er enkelte billetter i salg.