Med ny cykel kan kørestolsbrugere komme ud i naturen
Sidder man i kørestol, kan det godt være svært at komme ud i naturen. På Plejecenter Margrethelund har man en del beboere, der er kørestolsbrugere, og her har man nu fået mulighed for at give disse beboere en rask tur i det fri. Takket være en donation fra Støtteforeningen for Dronninglund Sygehus har det været muligt at anskaffe en el-ladcykel, hvor der er plads til en kørestol på ladet. Cyklen er netop ankommet til Margrethelund, og den er straks taget i brug. Den blev forleden officielt overdraget til centret af støtteforeningens formand, Frits Danielsen.
- Jeg er sikker på, at det vil betyde meget for dem, der sidder i en kørestol, at de kan komme lidt mere omkring og på den måde få en oplevelse, sagde Frits Danielsen.
- På en eller anden måde er det jo sundhedsfremmende, at de mennesker, der sidder i en kørestol, nu kan komme ud og nyde naturen og den friske luft. Man bliver alt andet lige gladere af at blive kørt en tur. Man kan sige, at når vi har de penge i støttefonden, så er det her jo både en støtte til det lokale og til noget ekstraordinært. Margrethelund havde nok ikke råd til at anskaffe en sådan cykel, hvis ikke vi trådte til, sagde Frits Danielsen, mens aktivitetsmedarbejder Amanda Østergaard Christensen demonstrerede, hvor let det er at få en kørestol placeret på ladcyklen.
Det er planen, at det er frivillige tilknyttet plejecentret, der skal køre cyklen. Inden det kan ske, skal de have en grundig instruktion i brugen af den nye cykel, der er udstyret med mange tekniske finesser og sikkerhedsudstyr.
- Den er nu ikke så svær at køre, når man lige har lært det. Den er tung, men elmotoren sikrer, at den er nem at køre. Den vil vi komme til at bruge meget, sagde Amanda, da hun kørte en tur i Vinterhaven med en af beboerne på cyklen, der har kostet over 100.000 kroner.