Matadors tid genskabt
Fuldt hus, da Den Runde Pavillon gav den som Postgården med Fru Møghe, Laura, Oberst Hackel med flere
BRØNDERSLEV: Fredag og lørdag var Den Runde Pavillon i Brønderslev pyntet op som Postgården fra Matador. Her havde BI’s Venner inviteret til en aften med Matador-stemning, og Knud Albeck, der er en af dem, der har været med til at få det hele op at stå, fortæller, at der var udsolgt begge dage.
Skuespillere fra Ø. Hjermitslev dilettanterne spillede rollerne som Misse Møghe, Grisehandleren og mange af de andre kendte figurer fra Matador, og aftenen bød på spisning med mad som i 1930’erne på Postgården samt musik med to gange 45 minutters historiefortælling af duoen Toner af Guld.
- Samtidig med at hun synger, så fortæller hun historier om Matador, fortæller Knud Albeck.
Han melder om, at historiefortællingen var rigtig god, ligesom der var stuvende fyldt på dansegulvet og en rigtig god stemning.
- Det gik faktisk over al forventning, og folk var så glade og tilfredse, opsummerer han.
BI’s Venner har ikke før lavet sådan et arrangement.