
Masser af sol og mennesker: Flauenskjold osede af markedsstemning
Kasserer Knud Christensen strålede om kap med majsolen, da han i søndags bevægede sig rundt på Flauenskjold Marked.
- Tre dage med masser af solskin og masser af gæster. Det er sådan, et marked skal være, sagde han.

- Vi har haft mange gæster. Især sidst på dagen og om aftenen har der været mange, og de har hygget sig. Vi er godt tilfredse, og det samme er kræmmerne. De siger, det er gået rimeligt, og det betyder, at det er gået utrolig godt, sagde Knud Christensen.
- Ja, det er gået rimeligt, sagde Johnni Olesen, fra foreningen, ’24 timer i Hjallerup’. Han deltog i markedet som kræmmer for at skaffe penge til julemærkehjemmet i Hobro.

- Det er første gang, vi er med, så jeg har ikke noget at sammenligne med, men vi har haft et godt salg. Nu er det jo også kun gode sager, vi har, sagde han og pegede på boden, der rummede et bredt udvalg af bøger, køkkengrej og mange andre uundværlige ting, som foreningen havde fået foræret.
- Nu skal vi hjem og evaluere og finde ud af, om vi fremover skal med på markeder. Det kommer lidt an på indtjeningen, for vi skal jo helst have en skilling ud af det, sagde han.

Markedet i Flauenskjold er et traditionelt marked med kræmmerboder, tombola, øltelt, musik og underholdning. Det er et familiemarked, der ikke er større, end man kan overskue det, og alligevel er der alt det, et marked skal rumme.
Sangeren Bo Young åbnede markedet fredag kl. 12, hvor der som sædvanlig blev serveret gule ærter, og så fortsatte det ellers til søndag sidst på eftermiddagen.