Billede beskrivelse

Masser af musik i teltet

Det store telt, Markedskroen, har blandt andet musik, gudstjeneste og seniortræf på programmet

30. august 2018 kl. 12.03

BRØNDERSLEV: Det store markedstelt på Brønderslev Marked, Markedskroen, har programmet klar, og det byder på lidt af hvert. Det er Brønderslev Idrætsforening (BI), der driver teltet, og Søren Ø. Christensen fra BI fortæller, at man har et bredt program klar til markedsgæsterne.

- Der er lidt for enhver smag. Fredag og lørdag aften er de store aftener, og der har vi kopibands, der spiller kendte sange, fortæller han.

Fredag er det Jack Flash og the Comets, der spiller, og det er første gang, man har dem på programmet. Lørdag er det en genganger, der skal sørge for at skabe god og festlig stemning i teltet - det er Version 1.0.

- De fylder teltet op, og det skal Jack Flash og the Comets også nok gøre, forudser Søren Ø. Christensen.

Husorkestret De Jøwe spiller tre gange i løbet af markedet, og lørdag formiddag er det seniortræf, hvor alle pensionister kan komme og få en sildemad med underholdning til at Peter Maler.

- Der plejer at komme over 400, fortæller Søren Ø. Christensen.

Søndag er der markedsgudstjeneste på programmet, og det lokale band Sir i Os spiller om eftermiddagen.

Mandag aften spiller Kandis, det har de gjort hvert år i mange år i træk på Brønderslev Marked.

- Der er fuldt hus, fortæller Søren Ø. Christensen.

Markedskroen har også mad, her plejer det at være Bondestuen, der står for den del, men de er stoppet.

I år skal man så for første gang have en ny til at stå for den del, det er C. L. Partyservice.

BI har omtrent 200 frivillige i sving i løbet af markedet - det er folk, der passer bar, tørre borde af, stiller telt op og meget andet.

Opgaven med at drive det store markedstelt giver et pænt overskud til BI.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste