Livet her

Masser af markedshandel i Serritslev

20. marts 2023 kl. 06:00

Omkring 30 udstillere var på plads, da Vendelbohallen i Serritslev lørdag var omdannet til en travl markedsplads. Således havde Støtteforeningen for Nørreådal Friskole igen inviteret til forårsmarked med rigelige muligheder for hygge og god handel. 

I både formiddags- og eftermiddagstimerne var der mulighed for at gå på opdagelse mellem masser af varer fra såvel lokale virksomheder som private kræmmere. 

Poul Larsen fra Øster Brønderslev var blandt sidstnævnte. Han havde fundet anledning til at sælge ud af overskudseffekter fra hjemmet i kølvandet på flytningen til en mindre beboelse. 

- Der er en hel del som jeg skal af med. Jeg tænkte, at markedet kunne være en god anledning, fortæller Poul, der i øvrigt ofte er at finde med en stand på diverse markeder. 

Kunderne var også glade: Ikke mindst Villads, der sammen med sin mor var taget på indkøb. Det gave pote i skikkelse af en veludstyret robot, som nok skal gøre gavn på drengeværelset.

Udover handel i boderne var markedet indrammet af en café med forsyninger af kaffe og kage. Overskuddet fra forårsmarkedet går til støtteforeningen og dennes virke til fordel for friskolen.

Annonceret indhold

Nyeste