Billede beskrivelse

Maskotten havde penge med

02. maj 2022 kl. 14.52

Sæsonen lakker mod enden for gymnastikafdelingen hos Øster Brønderslev Idrætsforening. Lørdag benyttede afdelingen lejligheden til at toppe vinterens aktiviteter med en opvisning af de to børnehold, der for tiden tegner gymnastikken i byen. Det blev lidt af et tilløbsstykke, hvor især forældre og bedsteforældre i stor stil lagde vejen forbi.

I en times tid var der lejlighed til at overvære poderne og deres ledere med aktiviteter på gulvet. Såvel børneholdet for de 2 til 5-årige som forældrebarn-holdet bidrog til opvisningen, der også havde besøg af en ganske særlig gæst. ”Kronse”, der er maskot for Sparekassen Kronjylland, lagde nemlig vejen forbi. Den venlige fætter havde tilmed en stor check på hele 25.000 kr. med til foreningen. Pengene går til indkøb af en ny såkaldt airtrack-bane, der gerne skal bidrage til yderligere aktiviteter.

Billede beskrivelse

- Det er i hvert fald det, vi håber, lyder fra formanden for Øster Brønderslev Idrætsforening, Mikkel Himmelstrup.

- Coronapausen har været lidt hård ved os. Nu er vi i omdrejninger igen, og gymnastikken er noget af det, vi satser på. Derfor er vi også meget taknemmelige for Sparekassen Kronjyllands flotte donation, tilføjer formanden.

Erhvervskundechef i sparekassens Aalborg-afdeling, Peter Lund Jensen, tilføjer i samme forbindelse, at Sparekassen Kronjylland har et godt øje til netop Brønderslev-området.

Billede beskrivelse

- Vi er således glade for, at vi kan hjælpe ØBI med en økonomisk håndsrækning. Tidligere på året donerede vi trøjer til de små gymnaster. Vi har jo set, hvor meget gymnastikken betyder i foreningen, og derfor har vi også sagt ja til at bidrage med penge til en airtrack-bane, siger Peter Lund Jensen.

Øster Brønderslev Idrætsforening tæller i alt omkring 400 medlemmer i alle aldre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste