Marianne og Niels husede zombier og hekse i baghaven
Det Blågrønne Hus på Aalborgvej i Hals fremstår til dagligt som en idyllisk perle. Mandag aften var det dog et helt andet udtryk, der indrammede matriklen.
Faktisk skulle der mere end almindeligt mod til at bevæge sig ind i baghaven, hvor sultne zombier, lokkende hekse og andre rædsler lurede. Trods lyden af skrig, onde grin og motorsave lod byens børn sig ikke desto minde lokke indenfor i stor stil.
Her ventede lidt af et rædselsscenarie, som var selv den værste gyserfilm værdig. At dømme på ansigtsudtrykkene var det dog helt, som det skulle være. En blanding af frygt og spænding lyste ud af øjnene på de fleste, der var taget til halloween-event hos Marianne Nielsen og Niels Møller Nielsen. De to har efterhånden gjort det til en halloween-tradition at skræmme byens poder fra vid og sans, og i år var altså ingen undtagelse.
- Det er bare sjovt, siger Marianne.
- Det er rygtedes, at vi holder halloween-fest, og i år har vi haft flere besøgende end nogensinde. Venner, gamle naboer og andre har hjulpet til, og det ser ud til, at børnene har haft en god oplevelse - trods uhyggen. Det er det vigtigste, tilføjer Marianne, der selv havde indtaget rollen som et af mørkets onde væsener.