Mangler indsamlere
For første gang skal Alzheimerforeningen ud med raslebøsserne i Brønderslev. Det sker lørdag 23. september klokken 10-13, hvor der er gadeindsamling.
Revisor Gunnar Bruun Jacobsen fra Brønderslev har meldt sig som indsamler.
Gunnar Bruun Jacobsen har selv gennem 12 år haft demens tæt inde på livet, da hans ægtefælle blev ramt af sygdommen, og døde i februar.
- Jeg vil gerne, at der kan samles penge, for at hjælpe andre.
- Omkring 500.000 danskere er berørt af demens.
- Det er en stor del af befolkningen, der kommer i berøring med nogen, der lider af demens. Så der er stor chance for, at man støder på én, der er berørt af demens, siger Gunnar Bruun Jacobsen.
- Når demens rammer, er det en omvæltning for alle i familien. Man siger farvel til meget af det velkendte og goddag til en helt ny livssituation, der desværre ofte bliver mødt med fordomme end forståelse. Og der er ingen vej tilbage, for der findes ingen kur mod demens. I hvert fald ikke endnu. Alligevel er det muligt at leve et godt liv med demens. Det kræver blot støtte, forståelse og håb, lyder det fra Gunnar Bruun Jacobsen.
- Indsamlerne kan være med til at vise opbakning ved at støtte Alzheimerforeningens forskningsaktiviteter og det daglige arbejde for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende.
- Mit største ønske er, at der kommer en kur en dag. Derfor håber jeg, at der vil blive samlet en masse ind til forskning i demens.
- Når man rammes af demens, mister man meget af sin frihed. Man er afhængig af andre mennesker hele tiden. Det er svært. Derfor betyder det rigtig meget for mange, at der findes tilbud, hvor der er mulighed for at komme ud og opleve noget og folk forstår dementes situation.
Indsamlere kan melde sig på www.huskedagen.dk