Mange folk til jobmesse

Messe, hvor arbejdsgivere og jobsøgende kan mødes, er vokset

20. marts 2019 kl. 13.20

BRØNDERSLEV: Det vrimlede med mennesker i Brønderslev Hallen, da Brønderslev Kommune bød på jobmesse, og 57 virksomheder havde stillet en stand op, som de jobsøgende kunne cirkulere rundt i mellem.

Flere steder stod folk i kø for at få en snak og få afleveret et cv, og der blev snakket på kryds og tværs mange steder. Netop det er meningen med jobmessen, som også kaldes ”mød og match”.

- Formålet er, at virksomhederne får den arbejdskraft, de står og mangler, og at borgere på offentlig ydelse kommer på arbejdsmarkedet, fortalte beskæftigelseschef Vibeke Holler.

Blandt de jobsøgende var Birgitte Bak Aastradsen, og hun var rigtig glad for muligheden for at komme i kontakt med en masse arbejdsgivere.

- Her er mulighed for at komme og hilse på in person. Det er dét, der gjorde, at jeg kom i dag, så man ikke drukner i alle de jobansøgninger, fortalte Birgitte Bak Aastradsen.

Hos Elektro Gruppen var der kø, her stod økonomi- og administrationschef Søren Nørgaard. Han fortalte, at man gerne vil bakke op om messen og samtidig har brug for nogle flere folk i firmaet, der ligger i Brønderslev og arbejder med elektromekanik og alt muligt indenfor trykluft og el bla. til den maritime sektor.

- Vi har ansat 25 det seneste halve år, og vi skal bruge 10-15 mere det næste halve år, fortalte han.

Det er fjerde gang, jobmessen i Brønderslev holdes, og den har vokset sig større gennem årene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste