Man kan godt nyde sommeren i regnvejr
STRANDLIV: Den første del af sommerferien har ikke budt på strandvejr, badeture og høj sol
ASAA: Ifølge kalenderen er det sommer, men med temperaturer på omkring 17 grader, blæst og regnbyger, er det ikke stranden, der trækker i øjeblikket. På stranden i Asaa var der øde og tomt i weekenden. Et ældre ægtepar slentrer langs vandkanten, mens en mand lufter sin hund. Ellers er der fred og ro og næsten tørvejr, men kulsorte skyer i horisonten truer.
På campingpladsen er der også stille og roligt. Der er fyldt pænt op på pladsen med telte og vogne, men ingen bevæger sig rundt, og på legepladsen er der slet ingen aktivitet.
- Vi er lidt spændte på denne sommer, indrømmer Laila Jensen, der sammen med sin mand driver campingpladsen.
- Der er pænt fyldt op i øjeblikket, men vi er jo også midt i højsæsonen. De fleste er danskere, og så er der nogle nordmænd. Det er en underlig sommer, og først når uge 32 er overstået, kan vi sige noget om, hvordan det er gået. Vi håber det bedste, siger hun.
Rundt om på pladsen er der stille og roligt. Folk sidder inde i forteltene, og der er lynet godt op for at holde på varmen og forhindre regnen i at trænge ind.
Foruden de mange gæster, der opholder sig få dage eller uger, er der også en del, der har deres campingvogn stående fast på pladsen. Det har familien Naja og Anders Flyger fra Øster Brønderslev.
- Det er nyt for os. Vi har først overtaget vognen og forteltet for en måned siden, fortæller Anders Flyger.
- Vi bruger den meget. Vi kommer tit i weekenden. Det hele er her, så vi behøver bare at køre herhen. Så er vi på ferie, fortæller Naja.
- Vejret generer os ikke. Jeg går ude til dagligt, så vejret betyder ikke noget. Vi kommer her især for at koble af. Så snart vi passerer bommen til pladsen, slapper vi af og spekulerer ikke over, om der er noget derhjemme, der skal laves. Vi har bevidst valgt at sige, at når vi er her, holder vi fri, siger Anders
- Vi er gode til at slappe af og ikke lave noget, siger Naja.
- Vi slapper af, men jeg kan nu også godt slappe af, når jeg laver noget, og der er jo også altid nogle småting, der skal laves her, så det passer mig godt. Afslapning behøver ikke være lig med sofaen, siger Anders Flyger. Ægteparret er enige om, at de kommer til at være meget i Asaa.
- Jeg har en drøm om at holde jul i campingvognen, siger Naja Flyger.
- Vi har gjort det i et sommerhus, men jeg vil gerne prøve det i campingvognen. Nu må vi se, der er jo længe til jul, siger hun.
Familiens 18-årige søn, Benjamin, er også med. Han er glad for at være sammen med familien, men han synes dog, at der sker for lidt i Asaa.
- Der sker ikke så meget for unge her, så en hel sommerferie i Asaa kunne jeg nok ikke holde ud, men en weekend er udmærket, siger Benjamin.
Familien har ikke valgt Asaa for at kunne ligge på stranden eller for at bade.
- Jeg er ikke den store vandhund. Vandtemperaturen skal helst op over 25 grader, før jeg bader, fastslår Anders Flyger.
Trods dårligt vejr er familien fast besluttet på, at eftermiddagen skal bruges på en tur til stranden. Uden at medbringe badetøj!