Man kan altid spise en is - gerne af lokale råvarer

19. juli 2017 kl. 02.18

Man kan jo altid spise en is, og når man køber den i Is Kompagniet i Løkken, kan man gøre det med god samvittighed. Is Kompagniet producerer dagligt is på friske råvarer uden tilsætningsstoffer.

Ejerne Maria og Michael Lønstrup har nemlig valgt, at alt is, så vidt det er muligt, skal produceres af lokale friske råvarer uden tilsætningsstoffer.

- Vi baserer isen på alt det bedste vi kan finde, både i omegnen og resten af verden, forklarer Michael Lønstrup.

- Derfor tog jeg kontakt til Sønderhaven Gårdmejeri i Serritslev, og vi har fået et rigtig godt samarbejde, siger Michael Lønstrup.

Sønderhaven Gårdmejeri ejes af Marianne Simonsen og Preben Ørum. De opførte i 2007 mejeriet på deres gård. Mælken kommer fra gårdens egne køer, og den bruges først og fremmest til gårdmejeriets osteproduktion samt lidt smør.

- Der er dog blevet plads til, at jeg kan købe mælk til isproduktionen også, fortæller Michael Lønstrup.

- Jeg kører selv ud til Sønderhaven. Den nymalkede mælk løber direkte fra malkemaskinen og over i mejeriet. Sammen med mejeristen blander jeg selv den base, som isen bliver lavet af, og jeg transporterer spandene i køleboks til vores butik i Løkken.

Hele tiden eksperimenteres der med nye spændende smagsvarianter. Lige nu er det lokale jordbær fra Brokær Økologi i Ø. Hjermitslev. Der er også sæson for rabarber.

- Dem plukker vi hjemme på vores egen eng, ligesom vi håndplukker de hyldeblomster, som bliver til en frisk sommersorbet af hyldeblomst. Senere bruger vi frugt fra blandt andre Busk Økohyben og Æblegården Baksminde i Asaa. Der bruges lakrids fra Bolcheriet Løkken samt Callebaut chokolade, forklarer Michael Lønstrup.

Sorbet bliver lavet på frugt og vand, herved opnås en 99 % fedtfri is. Mælkeisen laves af mælk direkte fra koen og med en fedtprocent fra 4,2 - 4,6 alt efter den græsart køerne aktuelt har gået på.

I alt er der 48 varianter af is at vælge mellem hen over de forskellige sæsoner. Herunder vegansk is lavet på soja, mandel og kokosmælk samt glutenfri varianter.

I forbindelse med Is Kompagniet er der en lille hyggelige retrocafé. Her kan man, sammen med den is man nu har valgt, nyde en kop kaffe fra Vendia Kaffe eller Min Yndlingste.

Isen bliver produceret løbende hele dagen. Derfor holdes der nøje øje med vejrudsigten, så mængden hele tiden kan afpasses efter efterspørgslen.

Is Kompagniet slog dørene op første gang 1. juli 2014 på Søndergade 1b i Løkken. Der er ansat 20 unge medarbejdere i sæsonen som strækker sig fra påske til efteråret. Desuden er der året rundt mulighed for at bestille is til selskaber.

Virksomheden er den del af netværket Smag på Løkken. Det er et netværk af lokale fødevarevirksomheder som har det til fælles, at de brænder for at skabe og udvikle kulinariske oplevelser i Løkken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste