Billede beskrivelse

Malerier og keramik på idrætshøjskolen

17. september 2017 kl. 09.03

To lokale kunstnere udstiller i september på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. Det er Gitte Pedersen og Anne Marie Hassing.

Gitte Pedersen, Thise, der er 61 år, arbejder på 38. år som lægesekretær, og er netop rykket til Sundhedshuset.

- Jeg har i mange år interesseret mig for maleri, men kom først for alvor i gang for omkring tre år siden. Jeg var for omkring to år siden på et kursus på Galleri Tronsmark Gl. Skole med Lone Johannessen som underviser. Der malede jeg mit første ansigt, og det er det, der fanger mig, fortæller Gitte Pedersen.

- I begyndelsen malede jeg mest på lærreder i størrelsen 40 gange 40 cm, men har efterfølgende malet større malerier og har netop købt lærreder i størrelsen 80 gange 90 cm.

- Jeg elsker at male med hele farvepaletten og kan blive fuldstændig opslugt og tiden flyver afsted, tilføjer Gitte Pedersen.

- Jeg har udstillet i flere forskellige private virksomheder og været heldig at være med på kunst i Stenum nogle år, ligeledes har jeg været med til novemberkunst i Ingstrup.

- Jeg skal også udstille i Ingstrup i år og er ydmyg og stolt over et af mine malerier er valgt som indbydelse, plakat med videre, fortæller Gitte Pedersen.

Anne Marie Hassing, 52 år, der bor i Brønderslev.

- Jeg har altid udfoldet mig kreativt, men de senere år har min lidenskab ligget hos keramikken. Ler er et fantastisk materiale, hvormed man kan skabe mange skønne ting.

- Jeg har indtil nu koncentreret mig om raku-keramik, da jeg er glad for det rustikke look, man kan frembringe.

- Mine ting i keramik spænder bredt. Nogle gange har jeg planlagt, hvad jeg vil lave, andre gange lader jeg hænderne styre det endelige resultat. Jeg arbejder ud fra humør, lyst og impulser, fortæller Anne Marie Hassing.

- Vejen til et stykke færdigt raku-keramik er lang. Først skal leret formes, hvorpå det stilles til tørre i den tid, der kræves, afhængig af størrelse. Dernæst forglødes/brændes leret, og et stykke rå keramik har set dagens lys. Keramikken glaseres og brændes i en raku-ovn, derpå lægges den glohede keramik i en gryde med savsmuld. Denne metode giver glasuren krakeleringer og den karakteristiske sorte farve. Efter ca. 20 minutter tages keramikken op af gryden og køler ned for til sidst at blive skrubbet ren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste