Makkerpar i Rema 1000 stopper
Købmand Torben Holst stopper som købmand i Rema 1000 på Sdr. Omfartsvej i Brønderslev Syd, og butikkens førstemand Mikkel Holst stopper også. Det sker til oktober.
- Vi er blevet sagt op. I Rema har man det sådan, at man forlænger hvert femte år, og hvis de vurderer, at der skal nye kræfter til, så kan det ikke være anderledes, fortæller Torben Holst, der har været der i 15 år til oktober, mens førstemanden har været i udlandet nogle af årene.
- Jeg synes, vi har gjort det godt, men de synes, der skal nye kræfter til, konstaterer Torben Holst.
Hvad det præcis handler om, vil han ikke nærmere ind på, men han oplyser, at man var uenig om strategien.
Fantastiske år
Personalet er orienteret om planerne, og nogle af kunderne ved det også allerede. Og for Torben Holst og Mikkel Holst, der er fast makkerpar i butikken, er det træls at skulle sige farvel til kunderne. De har været meget glade for at være i Brønderslev.
- Det har været fantastisk, siger Torben Holst.
- Vi har dejlige kunder, glade kunder, der altid er med på noget sjov, fortæller Mikkel Holst.
Sådan oplever de det begge to, og de de melder om stor opbakning fra kunderne.
- Kunderne har aldrig været bange for at snakke til os, og nogle er blevet lidt som familie, fortæller Mikkel Holst og tilføjer, at de ligefrem har oplevet at blive inviteret til barnedåb og konfirmation af folk, de har lært at kende gennem butikken.
Begge glæder sig over de mange trofaste kunder, de har haft igennem alle årene. Derfor er det også vemodigt, at det lakker mod enden.
- Jeg er personligt ked af, at det slutter, siger Mikkel Holst, og sådan har Torben Holst det også.
- Men livet går videre, og vi kan gå herfra med stolthed, tilføjer Torben Holst.
De skal videre
For de to købmænd er planen nu, at de skal finde en vej videre i arbejdslivet.
- Vi skal ud og søge noget arbejde, fortæller Torben Holst.
De håber på kunne komme videre sammen til noget indenfor branchen, hvis det kan lade sig gøre.
- Vi følges ad, siger Mikkel Holst.
Men indtil videre skal de holde butikken kørende til oktober.
- Vi er jo i en afviklingsfase, og vi har i 14 et halvt år været i en udviklingsfase. Men selvfølgelig leverer vi et ordentligt stykke arbejde til den næste købmand. Men det er ikke så sjovt, som det var for to måneder siden, erkender Torben Holst.
Makkerparrets sidste arbejdsdag i Rema 1000 bliver 25. oktober, og så skal der gøre status, inden en ny købmand kan rykke ind i butikken.
Rema 1000’s hovedkontor i Horsens bekræfter, at man har sagt samarbejdet med købmanden op - og tilføjer at man har været rigtig glad for samarbejdet, og nu skal der nye kræfter til. De ønsker heller ikke at oplyse hvorfor.
Rema 1000 vil senere fortælle, hvem den ny købmand, der skal drive butikken, bliver.