Målet nået for spejdere

23. juli 2017 kl. 20.50

Thomas Holm Hansen og Alma Bech Hansen, der med oppakningen i en barnevogn gik af sted med kurs imod Spejdernes Lejr i Sønderborg søndag 9. juli, nåede fredag klokken 16.30 byskiltet i Sønderborg, hvilket var en kæmpe sejr.

Efterfølgende gik Thomas og Alma yderligere en times tid, hvorefter de fejrede ankomsten med en stor is. Dernæst ankom de som nogle af de første til en kæmpe lejrplads, som i løbet af lørdag bliver omdannet til en stor spejderby fyldt med telte, bålpladser, spiseborde osv.

I alt regner de to med at have gået omkring 370 kilometer, idet det ikke altid var muligt for dem at følge den planlagte rute. Nogle dage kom de til at gå længere efter et sted at sove en planlagt, andre dag var der overraskelser i stil med en shelterplads, der var brændt.

- Det har været en både udfordrende og kæmpe oplevelse for de to unge spejdere. Undervejs har de mødt et hav af søde mennesker, som f.eks. har budt på aftensmad, et bad eller mulighed for at slå telt op på græsplæner. Fødderne og benene har været under hårdt pres, men de holdt, fortæller Lene Hansen fra KFUM-spejderne i Jerslev.

- Nu glæder både Alma og Thomas sig til en stor spejderoplevelse de næste ni dage. Ingen tvivl om, at denne vandretur også bliver en oplevelse for livet, som de aldrig vil glemme, siger Lene Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste