Lufttur over Brønderslev
Nordjyllands Ultralight Flyveklub, i daglig tale kendt som NULF, holdt i weekenden klubbens årlige åbent hus-arrangement for alle interesserede på deres flyveplads på Sønder Engvej 98. Vejret var med klubben, det var helt perfekt flyvevejr med højt solskin og næsten vindstille, så en god dag at vise klubbens fly og bygninger frem for publikum.
NULF’s formand, Mads Thomsen, bød de fremmødte velkommen på pladsen og forklarede om sikkerhedsreglerne på området samt orienterede alle om de ting der kunne købes i klubbens boder i hangaren. Bl.a. havde klubben et lille lotteri, hvor der kunne vindes gratis flyveture sammen med en af klubbens piloter, der var rigtige gode chancer for en rundtur over Brønderslev egnen, da hver femte lod gav en gevinst.
Mads Thomsen kunne i øvrigt fortælle at klubben indfører et nyt uddannelses-grundlag for kommende ultralight-piloter. Noget der bliver fortalt yderlig om allerede på næste lørdag d 13. maj, hvor klubben holder introduktionsdag for alle interesserede fra kl. 13 i Klubhuset på flyvepladsen.
- Alle unge som ældre, med en ultralight-pilot drøm i maven, er meget velkommen til at møde op der, bemærker Mads Thomsen og tilføjer:
- Hvis tidspunktet lørdag så ikke lige passer en, kan man bare kigge forbi på vores klubaftner om mandagen ved 19-tiden hen over sommeren. tex