Lottomillionær i Manna
En heldig lottovinder blev lørdag en million kroner rigere i Danske Spils såkaldte millionærgaranti. Det vil sige, at der er udtrukket en gevinst på en million kroner på en ellers værdiløs lottokupon.
Kuponen er købt i Let-Køb Manna i Vendsyssel, og vinderen har endnu ikke givet lyd fra sig.
Udover spilleren i Manna, har Danske Spil også gjort fire andre danskere til millionærer i weekenden. Lottopuljen på 15 millioner kroner blev delt mellem tre spillere i Aakirkeby på Bornholm, i Præstø og i Lyngby-Taarbæk. Desuden er der vundet endnu en million på en kupon fra SuperBrugsen i Tinglev.