
Lokalt spillested blev fyldt til randen af glade gæster
Ikke et sæde var ledigt i salen i Hjallerup Kulturhus fredag aften, hvor Helge Engelbrecht og Neighbours gav koncert. Hjallerup Musikforening havde endnu en gang ramt plet ved at engagere det populære ensemble.
Det blev en helt igennem musikalsk aften krydret med anekdoter, som virkelig osede langt væk af, at navnet Neighbours ikke er tilfældig valgt. Det positive og gode naboskab blev bragt frem på scenen, hvor Helge Engelbrecht som gruppens absolutte alderspræsident kunne sprede sit indgående kendskab til de enkelte musikeres familieforhold og på den måde bringe publikum endnu nærmere på følelsen af at være del af en stor familie.
Familiefølelsen varede hele koncerten. Den lune mand fra Ansager kunne med sin behagelige stemme næsten på hypnotisk vis tryllebinde publikum, som med stor entusiasme begav sig ud i både at fløjte og klappe før, under og efter de enkelte numre. Ingen kunne vist være i tvivl om, det var fanklubben, der var mødt op til denne glade aften. Det grå guld glimtede, og de store smil viste, at her var for alvor tale om en af heltene fra Giro 413.
Mundvigene vendte opad på både publikum og Hjallerup Musikforenings formand før, under og efter koncerten, og nu glæder man sig blot til den kommende fredag at gennemføre den årlige generalforsamling med efterfølgende koncert, hvor de tidligere Granfætters, nu Fætters, kommer til Hjallerup og skaber topunderholdning.