Lokalområde står med åbne arme: Mange melder sig som frivillig på det nye asylcenter
DRONNINGLUND: Der var god stemning og stor interesse for at høre mere om de ukrainske flygtninge, der i den kommende uge bliver indkvarteret på det tidligere sygehus i Dronninglund.
Brønderslev Kommune og Asylcenter Vesthimmerland, der etablerer og driver centeret i Dronninglund, havde inviteret til borgermøde på skolen onsdag aften. Over 100 borgere var mødt op. Og af dem meldte godt 30 frivillige sig til at hjælpe flygtningene godt på vej.
Kort ophold på centeret
De mange flygtninge, der kommer til Dronninglund, er kvinder og børn. Og fælles for dem er, at deres ophold på asylcenteret formentlig bliver ganske kortvarigt. De ukrainske flygtninge sørger opholdstilladelse i Danmark med en særlov i ryggen, og hermed bliver sagsbehandlingstiden afkortet betragteligt.
- Den her opgave er anderledes, end den vi har været vandt til, for sagsbehandlingstiden er så kort. De mennesker, der kommer ind på asylcenteret, mandag er her formentlig ikke længere om en måned. Så har de fået opholdstilladelse og er flyttet ud i landets kommuner, og så er der kommet nye ind, sagde Lars Vestergaard, der er centerleder.
Han forventer, at de første 150 ankommer mandag og lige så mange følger efter tirsdag.
- Der kommer mange kvinder og endnu flere børn. Så man kan forvente en del glade børnestemmer og forhåbentlig latter ved sygehuset det næste stykke tid.
- Der bliver hurtigt skiftet ud. Derfor skal vi lave aktiviteter på centeret - især for børnene. De kan ikke nå at blive medlem af fodboldklubben eller gå i SFO. Og derfor får vi brug for frivillige til at hjælpe på centeret, sagde Lars Vestergaard.
Aktiviteter i og ud af huset
Henrik Bo Rasmussen er frivillig-koordinator for Asylcenter Vesthimmerland, og lokalt i Dronninglund bliver Elisabeth Skak Øgaard tovholder.
Henrik Bo Rasmussen sagde på borgermødet, at det bliver en udfordrende opgave at være frivillig på asylcenteret, netop på grund af den store gennemstrømning.
- Man skal ikke forvente, at man når at få et specielt nært forhold til beboerne, og det er ikke sandsynligt, at de kommer til at bo her i kommunen. Men vi vil gerne give dem så mange oplevelser som muligt, mens de er her.
- Aktiviteterne kan foregår på centeret, men det kan også være aktiviteter ud af huset. Og vi vil gerne have ideer. Vores ukrainske beboere er meget interesserede i at komme ud og opleve det danske samfund.
Henrik Bo Rasmussen understregede, at man ikke bare må gå ind på asylcenteret og kontakte beboerne.
- Vi betragter centeret som beboernes hjem. Og vi vil gerne styre og koordinere det frivillige arbejde.
Strikkecafé og tøjshop
En af opgaverne for frivillige bliver at modtage og sortere i donationer fra borgere.
- Vi har brug for frivillige til dels at sortere donationer af tøj og dels til at stå i en tøjshop på asylcenteret. Det er en meningsfuld opgave, for beboeren nyde at ose i butikken - det er vores erfaring fra andre centre, sagde Henrik Bo Rasmussen.
- Vi vil også gerne ud af huset, og her har vi brug for at trække på jeres lokalkendskab - hvilke mulighed er der for at tage børn med ud til forskellige aktiviteter, spurgte han forsamlingen.
Strikkecafé og en legestue for mor-barn eller for børn alene var også aktiviteter, som Henrik Bo Rasmussen opfordrer frivillige til at hjælpe på vej.
- Vi er meget åbne for alle mulige ideer.
- Og man kan sagtens stå på en frivilligliste og tilbyde sin hjælp et par timer til en aktivitet ud af huset. Det er en uforpligtende liste.
Der bliver oprettet en lukket Facebookgruppe for de frivillige, og gruppen slås op på den lokale ”Jeg bor i Dronninglund”.
Hvis man vil være tilknyttet asylcenteret i Dronninglund som frivillig, kan man henvende sig på mail: hera@vesthimmerland.dk
Lokale børn vil også hjælpe
Tinna Juul fra Dronninglund er mor til to på 9 og 10 år. Hun var mødt for at høre mere om de ukrainske flygtninge, der er på vej til Dronninglund i stort tal.
- Jeg vil også gerne høre, hvad vi kan bidrage med som samfund.
- Jeg har to børn hjemme, som også gerne vil bidrage. Hvis jeg skal hjælpe i tøjshoppen, kan børnene jo godt være med og hjælpe til. Det vil de synes er spændende samtidig med , at de bidrager. De har også en interesse i at hjælpe andre. De ukrainske flygtninge fylder jo også meget for børnene, tilføjer Tinna Juul.
Mor og datter - Randi Nyby og Eva Nyby - fra Dronninglund meldte sig også som frivillige.
Eva har en arbejdskollega, der er frivillig i Vrå og har talt godt om opgaven.
- Så nu tænkte vi, at vi også vil hjælpe til. Jeg arbejde i en vuggestue og vil gerne hjælpe med aktiviteter for børnene, sagde Eva.
- Jeg vil også gerne lave aktiviteter med børnene, og så har jeg desuden skrevet strikkecafé på, tilføjede Randi.