Lokal klub får stor donation
Brønderslev Billard Klub kan med god grund rette en tak til Norlys Vækstpulje. 85.000 kr. er der nemlig sendt i retning mod klubben i form af et nyt billardbord.
Overrækkelsen blev markeret den forgangne lørdag, hvor Søren Nørgaard fra Norlys’ bestyrelse lagde vejen forbi. Han slog fast, at donationen er et udtryk for, at pengene kommer tilbage til medlemmerne.
- I skal huske på, at det jo er jeres egne penge. De penge vi tjener, kommer i stort omfang tilbage til vores andelshavere i form at støtte til blandt andet foreningslivet, forklarede Søren Nørgaard.
Forinden havde formanden for billardklubben, Jens Grønbech budt velkommen og takket for bidraget, der ifølge formanden er med til at løfte klubben.
- Nu har vi fem borde og det skaber endnu bedre muligheder for vores medlemmer, lød det fra Jens Grønbech. Han bemærkede ligeledes, at klubben håber på en løbende udskiftning af de øvrige borde, hvilket naturligvis kalder på flere fondsansøgninger i fremtiden.
Brønderselv Billard Klub tæller godt 80 medlemmer. I indeværende sæson har klubben høstet fine resultater med blandt andet to landsmestre. Jan Bøhm Jensen har vundet landsfinalen i 1-bande karambole, mens Mads Øland har vundet guld i keglebillard.