Lions’ forårsmesse udsat
Der skulle have været messe i Brønderslev Hallen 18.-19- april - det er nu udsat
BRØNDERSLEV: Lions Brønderslev har besluttet at aflyse deres planlagte forårsmesse, som skulle have fundet sted 18. og 19 april i Brønderslev Hallerne.
Det oplyser Christian Brønden fra messesekretariatet.
- Det sker på grund af den store udfordring med den hærgende Corona virus, der giver anledning, til at det ikke er muligt at gennemføre mange arrangementer i denne tid, skriver han.
Christian Brønden melder også om, at forårsmessen 2020 ellers så ud til at blive den helt store succes, med 44 stande solgt i Hal 1.
I Hal 2 skulle der for første gang være seniormesse med titlen ”Aktivt seniorliv” i samarbejde med Brønderslev Kommune, og den var fyldt op med 25 foreninger og otte udstillere, der relaterede til det aktive seniorliv.
- Og ligeledes var der gode foredrag på programmet bla. med Susse Wold og Sonja Oppenhagen i aktivtetssalen, oplyser Christian Brønden.
Det er nu planen, at man vil arbejde på at flytte messen til september.
- Vi har aftalt med Brønderslev Kommune, at vi forsøger at holde en efterårsmesse 19. og 20. september, hvis ellers at det igen bliver muligt at afholde denne form for arrangementer. Mange af vores udstillere har også tilkendegivet, at de gerne vil være med til at holde efterårsmessen i september, så der er lidt at glæde sig når vi kommer til efteråret, skriver Christian Brønden.
Lions Forårsmesse har tidligere år samlet omkring 4000 gæster i Brønderslev Hallerne.