Lindholm Høje Museet fylder 25

16. juni fejres dagen med udgravning, fri entré og gode tilbud

08. juni 2017 kl. 07.46

Fredag 16. juni er det 25 år siden, et af Danmarks store vikingemuseer, Lindholm Høje Museet, åbnede. Jubilæet markeres ikke med fin reception og pindemadder, men derimod med en række oplevelser for publikum.

Der er fri entré hele dagen, hvor man fra kl. 11-16 kan følge arkæolog Christian Klinge, der udgraver dele af en sølvskat, der blev fundet af detektorfolk i foråret. Flere gange i løbet af dagen er der gratis rundvisninger med naturvejleder Tommy Jensen, som fortæller om udgravningerne af Lindholm Høje og om, hvordan planerne om et museum blev til virkelighed, og i museets café er der mjødsmagning.

Det museum, der møder publikum i dag, er opført i to etaper. Siden 1889 har man vidst, at der lå en gravplads med stensætninger på Lindholm Høje, men det var først i perioden 1952-58, arkæologer udgravede området. Der skulle gå yderligere godt 30 år, før et museum i forbindelse med gravpladsen blev en realitet.

I 1989 havde cementfabrikken Aalborg Portland A/S 100 års jubilæum, og som en del af festligholdelsen skænkede virksomheden en ny museumsbygning på Lindholm Høje til Aalborg Kommune.

Tre år senere - helt nøjagtigt 16. juni 1992 - kunne man slå dørene op til Lindholm Høje Museet. I udstillingen kunne publikum nu se, hvordan landsbyen på højen har set ud gennem tiden, hvordan dens indbyggere gik klædt, hvordan de dyrkede jorden, hvilke husdyr de holdt, og hvordan begravelserne på gravpladsen foregik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste