"Life" i BASbio
BASbio i Brønderslev viser i denne uge filmen "Life". Filmen vises onsdag, torsdag, fredag og søndag klokken 19.
I en meget nær fremtid er den primære opgave for et stort hold videnskabsmænd på den internationale rumstation ISS at finde fremmede livsformer på nærtliggende planeter i vores solsystem. Da det rent faktisk lykkes, hyldes det som den største opdagelse i menneskehedens historie. Men den indledende glæde forvandles hurtigt til rædsel, da det går op for dem, at den livsform de har fundet, var den direkte årsag til udslettelsen af alt liv på Mars. Og nu truer den ikke alene alt liv på rumstationen, men også Jordens fortsatte eksistens, hvis ikke mandskabet kan finde en endegyldig løsning til at eliminere den altudslettende livsform.
I hovedrollerne ses Jake Gyllenhaal, Ryan Reynolds og Rebecca Ferguson, og filmen er instrueret af Daniel Espinosa efter manuskript af Rhett Reese og Paul Wernick.