Leg med vind og vand
Naturvejlederne indbyder alle interesserede, store som små, til et spændende arrangement i Brønderslev Kommunes feriekoloni i Munkens Klit, Redningsvejen Nord ved Løkken, søndag klokken 13.
- Vi skal bygge og flyve med drager fortæller naturvejlederne. Der bliver mulighed for at bygge kampdrager og slædedrager, og også folk med 10 tommelfingre kan være med, lyder det fra naturvejlederne.. Naturvejlederne står klar med alle materialer, byggevejledninger og en hjælpende hånd hvis det behøves.
- Vi håber naturligvis på passende vindstyrke på dagen, og hvis der bliver tid, vil der også være mulighed for at fremstille skibe med "motor", som vi kan afprøve i bækken der løber ud i stranden, lyder det fra naturvejlederne. Vi forventer en hyggelig og oplevelsesrig dag for hele familien, og anbefaler at man medbringer kaffe.
Arrangementet er som alle naturvejledernes arrangementer og ture gratis og kræver ingen tilmelding.