Landsstævnet gjorde klar til mad
Mange munde skal bespises, når DGI’s landsstævne kommer til Aalborg i slutningen af måneden.
Derfor skal der også god forberedelse til, for alt klapper, som det skal til et arrangement af den størrelse.
Den forberedelse fik de frivillige madansvarlige en spæd start på, da de onsdag prøvede maden og praksissen af i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
- Formålet var at involvere alle frivillige, som skal stå med ansvar for maden. Vi fik vist og indrettet eksempelvis en gymnastiksal eller hal med borde og stole, lyder det fra Simon Sørensen.
Han er kokkefaglærer hos Tech College Food og formand for bespisningsgruppen ved DGI Landsstævnet.
De frivillige med madansvar er fra idrætsforeninger og skal stå for maden på indkvarteringssteder og i Aalborg Kongres- og Kulturcenter samt i Kildeparken.
- Det er superfedt, når frivillige bærer opgaven og løfter det hele. Det giver en speciel stemning, fortæller Simon Sørensen.
Gennem landsstævnet skal der langes 220.000 bespisninger over diskene.
Dermed er det et stort arbejde, som er bag planlægningen på madområdet.
- Det lyder af meget. Men det bliver overskueligt, når det deles op i mindre størrelser. Der bliver mange sluser og mange hænder. Og så er folk både positive og klar, hvilket er vigtigt, fortæller formanden for bespisningsgruppen.
Over 6000 efterskoleelevere med tilhørende lærere skal spise morgen- og aftensmad i Aalborg Kongres- og Kulturcenter og Kildeparken gennem alle stævnets dage. Resten af deltagerne skal spise morgenmad på de skoler, der bruges som indkvarteringssteder. Eventuel aftensmad skal de også have i Kildeparken, hvor der sættes et telt op til formålet.
Simon Sørensen skal også ud til de individuelle indkvarteringssteder og forberede de involverede i at bespise deres del af de mange deltagere.
DGI Landsstævnet 2017 løber af stablen i Aalborg fra den 29. juni til den 2. juli.