Ivan Pedersen gav sammen med sine tre dygtige musikere en forrygende koncert i Hjallerup. Foto: Bo Christensen, pressefotos.dk
Livet her

Landskendt musiker satte gang i Hjallerup

17. april 2022 kl. 07:30

Er man lidt gråsprængt eller hvidhåret, vækker navne som McKinleys og Laban minder. Gennem de seneste 50 år har man stort set ikke kunnet undgå at støde på Ivan Pedersen som frontfigur i musikalske sammenhænge, og fredag aften før påske gik den erfarne sanger på scenen i Hjallerup Musikforening på Hjallerup Kro.

Over 20 album har han på samvittigheden, den snart 72-årige sallingbo, som har markeret sig både som komponist, trommeslager, sanger og producer i løbet af den lange karriere.

Hvis man havde sat næsen op efter en aften med en kavalkade af kendte hits fra tiden med McKinleys eller Laban, blev man skuffet. Ivan Pedersen diskede i stedet op med et nutidigt program i en nordjysk lun kombination af skønne tekster og melodier sammen med små krydrede fortællinger om tilblivelsen af disse. Også glæden ved livet var et tema, som han lagde vægt på. Han fortalte således om sin hjerteoperation med sit lune glimt i øjet. Hans oprindelse fornægtede sig ikke.

Med sig havde han de tre supermusikere, Sten Rasmussen, Troels Skovgaard og Søren Skov, som sammen med Ivan Pedersen dannede en harmonisk samlet gruppe. Solisten gav plads til sine folk, og de bakkede ham op på ypperste vis.

Næste arrangement i Hjallerup Musikforening er 29. april, hvor der er lagt op til en ’sing along aften’ med Sweethearts. Billetsalget går strygende, men der er stadig enkelte billetter til salg.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu