Landets bedste dystede om DM i Asaa
For 6. gang var Asaa Billardklub vært for Danmarksmesterskaberne i keglebillard for kvinder og mænd. Det skete lige før påske, hvor der i klubbens hyggelige lokaler på Vodbindervej blev vist keglebillard i absolut verdensklasse, da 22 af de bedste mandlige og kvindelige spillere over tre dage dystede om titlen.
Asaa Billardklub kan i år fejre 50-års jubilæum, og de mange frivillige og officials havde knoklet, for at årets DM skulle være det store jubilæumsmesterskab. Sådan blev det heldigvis også med spil i absolut topklasse kombineret med hyggeligt og socialt samvær. Det blev et DM, der ikke bliver glemt lige med det første.
Det var formanden for kommunens Kultur-, fritids- og turistudvalg, Steen Søgaard Petersen, der bød velkommen.
- Jeg er stolt over at kunne byde landets bedste billardspillere velkommen til vores kommune og til Asaa Billardklub, der er en af kommunes stoltheder, sagde han.
Også klubbens formand, Niels Jørgen Hansen, udtrykte stor tilfredshed med at få tildelt DM og pegede på, at klubben netop har anskaffet fire nye borde.
- Bordene er de bedste, der findes, så der er ingen undskyldning for ikke at spille godt, sagde han.
Lokal spiller med ved DM
Asaa Billardklub deltog i år med en enkelt spiller, Martin Kristensen. Han havde kvalificeret sig som den 3. bedste spiller, og der var derfor store forventninger til ham.
- Jeg gør mig da forhåbninger om en god placering, og jeg tror på en plads i top-4, sagde han, inden turneringen gik i gang.
- Der er mange, der spiller billard, men de fleste gør det for hyggens skyld. Vi er ikke så mange, der arbejder seriøst med det. De 15, der er med på herresiden, er absolut toppen her i landet, og der skal en del til for at komme derop. Jeg startede som 12-årig og spillede meget, til jeg blev 18. Så holdt jeg pause i 20 år og tog det så op igen. Heldigvis er det med billard, som det er med at cykle, man glemmer det ikke, selv om man holder pause. Man kan sagtens træne sig op på et højt niveau igen. Billard er jo ikke en fysisk sport, så jeg vil sige, at jeg er blevet bedre med alderen. Man får noget mere ro i hovedet. Det er vigtigt, for det er en millimetersport, hvor man ikke må ryste alt for meget på håndleddet til sidst. Man skal vide, hvornår man skal tage chancer. Det kommer også med alderen, sagde Martin Kristensen.
De forsvarende mestre genvandt DM
Det blev den forsvarende mester hos kvinderne, Charlotte Sørensen fra Grøndal BK, der genvandt titlen med en sikker sejr over den evige rival, Susanne Vennersdorf fra Viborg BK.
Hos mændene var det ligeledes den forsvarende mester, Johnny Hansen, Bristol Odense, der efter 2 gange forlænget spilletid tog sejren over Henrik Søndergaard fra BK Sorana.
Der var store forventninger til den lokale Martin Kristensen, men kuglerne er runde, så alt var muligt, og for ham blev kvartfinalen endestationen.
Asaa Billardklub puster nu ud og gør klar til ultimo august, hvor det officielle 50-års jubilæum bliver markeret.