Kvindekunst fra Afrika

Glocal Art har netop åbnet en ny udstilling med afrikansk kvindekunst

19. juni 2019 kl. 16.00

THORUP: Det er primært malerier af Kiné Aw fra Senegal, Glocal Art præsenterer i den nye udstilling, men ferniseringen i søndags startede nu langt væk fra afrikansk kunst, for Frede Hansen havde inviteret danselærer Jens Henrik Jensen, der underviser i salsa for FOF, til at undervise gæsterne i at danse salsa. I det gode vejr foregik det på græsplænen uden for galleriet. Mange tog imod tilbuddet, og for dem blev det til et kvarters dans på græsplænen.

Herefter gik man indendørs, hvor Frede Hansen åbnede udstillingen. Egentlig var det Kiné Aw selv, der skulle have holdt åbningstalen, men hun havde ikke fået visum, og så måtte galleriejeren selv træde til.

- Hun er ikke kun én af Afrikas dygtigste, kvindelige kunstnere. Hun er også udpræget afrikansk i sine værker, fortalte Frede Hansen og fortsatte:

- Picasso lod sig som bekendt inspirere af Afrika i en periode, så hvis man tror, at hun bare kopierer Picasso, tager man fejl, påpegede han og fortalte videre, at hun havde gjort et stort indtryk på ham, da han så hendes billeder for første gang ved en udstilling i Afrika.

- Det gav et sug i maven, da jeg første gang så hendes malerier. Senere kom jeg så til at kende hende, og min fascination er ikke blevet mindre. Hun formår på en enestående måde at skildre det anonyme menneske på en ny måde i en stil, hun selv har opfundet, sagde galleriejeren.

Ud over malerier af Kiné Aw er der på udstillingen også malerier af Tabitha wu Thuka fra Kenya og et par skulpturer af Lilian Nubuliime fra Uganda. Udstillingen kan ses frem til begyndelsen af august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste