Kunstival var stor succes: Masser af besøgende
Agersted Friskole stod på den anden ende i torsdags, da man afviklede et arrangement, man kaldte ’kunstival’.
- Det er en mellemting mellem at være til festival og på museum, forklarede Mads Weigelt, da det hele startede. Han er lærer på skolen.
- Man går rundt og kigger lidt og hygger. Måske sætter man sig i skolegården i det smukke vejr på bænkene ved bordene og drikker en kop kaffe eller en sodavand og går så videre og kigger lidt igen, forklarede han.
Det hele startede sidst på eftermiddagen i skolegården med et par fællessange, hvorefter det gik løs med alle aktiviteterne både ude og inde.
Forud for det store arrangement havde eleverne brugt en hel uge på projektet, der mundede ud i noget, man også kunne kalde en stor udstilling med podcasts, kunsttryk, collager, musik og sang, modeshow, kunst, kortfilm, performance og fotokunst.
- Det vigtigste for os har været, at det nu igen er muligt at lave noget sammen. Alle børn og lærere har været med, fortalte Mads Weigelt.
- Det er dejligt efter et par år, hvor vi jo skulle arbejde klassevis på grund af corona. Nu kan alle være med, og det er netop det, vi gerne vil her på skolen. Det er et stort projekt, hvor vi fra starten satte nogle rammer, som vi alle har arbejdet ud fra. Jeg har selv arbejdet med musik. Her besluttede vi, at der skulle elever op på scenen for at spille. Der er så en del, der har meldt sig, og de har selv bestemt, hvilke numre de vil spille, lød det fra læreren.
Der var aktiviteter overalt på skolen. I hvert eneste lokale foregik der noget, som man var nødt til at kigge nærmere på. Der var der mange, der gjorde. Man regner med, at omkring 350 besøgte skolen for at overvære årets kunstival.