Kunsthåndværker åbner butik i Ulsted

12. november 2017 kl. 08.10

Der er gode muligheder for at berige hjemmet med ny brugskunst, hvis man lægger vejen forbi Vestergade 88 i Ulsted. Her barsler Kirsten Torp Olsen nemlig med en ny butik fyldt med pynt til hjemmet. Tekstil & Kunsthåndværk hedder stedet, der er indrettet i et baghus til Kirstens nyerhvervede privatbolig.

- Jeg er næsten lige flyttet hertil, fortæller indehaveren, der til dagligt er håndarbejdslærer på en produktionsskole på Djursland.

- Foreløbig er jeg kun i Ulsted i weekenderne, men senere flytter jeg permanent herop, forklarer hun.

Kirsten Torp Olsens fagkundskaber omfatter hele spektret af håndarbejde fra tekstiler og smykkedesign til keramik, læder- og træarbejde.

- Jeg har mit eget værksted og har faktisk drevet butikken i 11 år på min tidligere adresse. Nu glæder jeg mig til at byde publikum indenfor i mine nye lokaler, siger hun og tilføjer, at der også bliver plads til andet kunsthåndværk end hendes eget.

- Hvis folk har lyst til at udstille husflid på mine hylder, så er de meget velkomne, fastslår Kirsten Torp Olsen.

I weekenden 25. og 26. november slås dørene op til Tekstil & Kunsthåndværk. Det sker med særlig fokus på julen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste