Billede beskrivelse

Kunst til støtte for kvinder

16. september 2017 kl. 08.56

Zonta Aalborg inviterer i weekenden den 23. og 24. september til kunstudstilling på UCN på Hobrovej 85.

Når Aalborg Zonta slår dørene op til deres sjette kunstudstilling, vil alt fra små krukker til store kunstværker og alt der imellem blive stillet til skue og salg.

- Vi er glade for, at det igen er lykkedes at få lov til at være i UCN’s dejlige lokaler, siger formanden for Zontas kunstudvalg Bente Vyberg, der er utrolig glad for den støtte, Aalborg Zonta får fra det lokale erhvervsliv og privatpersoner - en støtte, der gør det muligt at realisere den store udstilling.

- Vi håber, at mange vil tage sig tiden til at se på den flotte udstilling af dygtige kunstnere og kunsthåndværkere, siger Susanne Zimmer, der selv er aktiv kunstner, udstiller og medlem af kunstudvalget i Zonta.

Der er både store ting og små ting. Ting, der nemt går i stykker og ting, der sagtens kan stå ude, og flotte kunstværker til stuen. Der er ting man bare kan se på, og ting man kan tage på. Kunstnerne glæder sig til at vise deres ting frem. Skulle gæsterne blive fristet, så er der også mulighed for at få noget med hjem.

Formålet med kunstudstillingen er dels at give kunstnerne mulighed for at møde kunstinteresserede og kunder, dels gennem arrangementet at skabe et overskud, der i år vil blive doneret til Mødrehjælpen i Aalborg.

Det er således også Ulla Kroager, rådgivningschef for Mødrehjælpen i Aalborg, der kl. 11 lørdag 23. september åbner udstillingen. Fra det store åbne rum i midten af udstillingen sælges forskellige lækkerier og overskuddet herfra går også til Mødrehjælpen.

Zonta Aalborg er et netværk af kvinder, som arbejder for at sikre kvinder bedre vilkår både i lokalområdet og internationalt. Overskuddet fra deres tidligere kunstudstillinger er blandt andet gået til Bydelsmødrene og unge enlige mødre. Zonta har 1200 klubber fordelt i 67 lande og har indenfor de sidste år på globalt plan støttet bl.a. forebyggelse af menneskehandel og farlig migration for kvinder/piger i Nepal med en million dollars.

Blandt de kunstnere, der udstiller i weekenden er Mette Rix, som også tidligere har udstillet på Zontas kunstudstilling. I mellemtiden har karrieren taget fart, hun er nu medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), og Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), og har bl.a. udstillet på Dronninglund og Frederikshavns Kunstmuseum. Lige nu udstiller hun på Det Røde Pakhus i Hobro, hvor der har været stor opmærksomhed omkring hendes linoleumstryk på silke, som er 3.5 meter højt og 1.1 meter bredt. Hun har lavet 3 af disse, og det ene vil kunne ses på UCN.

Aalborg Zonta håber igen i år på stort besøg og salg, så det igen bliver muligt at donere et markant beløb til Mødrehjælpens arbejde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste