Livet her

Kunst med socialt sigte

BlAA Kunst udstillede i weekenden, og der er planer om at udvikle det videre måske med et galleri eller atelier i midtbyen

18. november 2019 kl. 14:33

BRØNDERSLEV: Både lørdag og søndag var Den Runde Pavillon fyldt med kunst i mange afskygninger og farver - her var der BlAA kunst, som er en tradition, hvor især psykisk sårbare udstiller.

Her kunne man finde fotokunst, glas, smykker, malerier, ting i ler og træ og meget andet fra 12-14 udstillere.

Fem af udstillerne er fra værestedet Det Blå Hus, og formand for BlAA Kunst, Ole Jespersgaard, kunne godt tænke sig at udvikle videre på arrangementet.

- Jeg kunne godt tænke mig at udvikle på den socialøkonomiske del af det. Det kunne være med et socialøkonomisk galleri eller atelier, som er en idé om at skabe noget helt nyt i Brønderslev, som vi ikke har andre steder, fortæller Ole Jespersgaard.

Han håber, at det kan laves inde i byen som en del af byens kultur.

- Jeg har selv et malerhold i Det Blå Hus, og jeg kan se, at det kan et eller andet, dét med at være kreativ. Jeg tænker, at arbejdsmarkedet ikke er et tilbud til alle. Så det kunne være et tilbud til dem, der ikke kan honorere de krav, der er på arbejdsmarkedet, fortæller han.

I weekenden kom der en del folk indenfor i Den Runde og kiggede på de mange udstillede ting.

- Lørdag var der godt 100. Men vi kan klart mærke, at der ingen Hedelund er - der kommet inden spontane gæster derfra, fortalte Ole Jespersgaard.

BlAA kunst har to årlige udstillinger - en om sommeren, hvor det mest er kunst, og en på denne tid af året, hvor det også er et julemarked.

Annonceret indhold

Nyeste